Momentum Gruppen overtager 118 MW fra Global Investment og bliver blandt Danmarks største forvaltere af vindmøller

Kategorier: 2014 30 Dec 2014
Opkøb af Global Investment's administrationsportefølje

Momentum Gruppen A/S i Roskilde, overtager pr. 31/12 2014 administrationen af 118 MW fra Global Investment A/S i Hørsholm og cementerer sin position blandt landets største, uafhængige, forvaltere af vindmøller. 

Med overtagelse af Global Investments vindmølleadministration, kommer Momentum Gruppen op på mere end 270 MW under forvaltning og bliver dermed blandt Danmarks absolut største, uafhængige, administratorer af vindmøller med aktiver for over 2 mia. DKK i administration.

Momentum Gruppen beskæftiger i forvejen 10 medarbejdere i Roskilde og overtager ved købet yderligere 3 medarbejdere fra Global Investment. Herudover er der 13 personer tilknyttet datterselskabet Momentum Windtechnik GmbH i Berlin i Tyskland, som er Momentum Gruppens primære marked. Momentum Windtechnik tager sig af teknisk og kommerciel forvaltning i Tyskland, og medvirker til at undersøge og gennemføre repowering projekter på vegne af Momentum Gruppens kunder med møller i Tyskland.

CEO Kim Madsen udtaler i forbindelse med transaktionen: ” Med købet af vindmølleadministrationen fra Global Investment, cementerer Momentum Gruppen sin position i markedet, som een af de største administratorer af vindmøller i Danmark. Vi udbygger i særdeleshed vores position som administrator for danskere, som er ejere af møller i Tyskland, hvor langt største delen af møllerne er placeret. Det er den anden akkvisition inden for vindmølleadministration Momentum Gruppen foretager sig, idet vi succesfuldt også erhvervede Nordic Wind Invest A/S’ vindmølleadministration i 2010. Med købet viser Momentum samtidigt sin vilje og evne til at gå forrest i den konsolidering, som sker i markedet i øjeblikket. Målet er kontinuerligt at øge volumen, således at vi får en ledende markedsposition og synlighed, som giver Momentum og vores kunder de bedste betingelser for optimal drift og afkast af deres vindmøller. Vi ser frem til at byde de nye kunder velkommen”.

Transaktionen afslutter samtidigt et hæsblæsende travlt år for Momentum, som er vokset på alle væsentlige nøgleparametre igen i år. Momentum kommer samlet økonomisk meget stærkt ud af 2014 og har i årets løb gennemført flere transaktioner inden for særligt vindmøller, men også solanlæg.

For yderligere oplysninger kontakt venligst CEO Kim Madsen på 46 33 70 10 eller på mail kim@momentum-gruppen.com.